Bofællesskab for voksne

Billede af Egebakken set fra indkørslen med udsigt over Esrum Sø og Fredensborg Slotspark i baggrunden

På Egebakken har vi et godt naboskab mellem mennesker, der gerne vil have mulighed for at indgå i fællesskaber, men som også ind imellem vil have mulighed for at være sig selv. Vi sikrer i fællesskab rammerne for fælles aktiviteter, men deltagelse i aktiviteterne sker på frivillig basis og af lyst.

Vi tror, det er vigtigt at skifte bolig mens man stadig er i fuld vigør. Man skal ikke vente til pensionsalderen, men sørge for tidligt at blive godt installeret i de nye omgivelser og få etableret sit nye naboskab. Når ens børn er flyttet hjemmefra, begynder en ny fase af tilværelsen. I denne tredje alder får man nye interesser og nye behov. Man får mere tid til at engagere sig i nabofællesskabet og stiller andre krav til boligen.

Boligerne i et bofællesskab for voksne skal naturligvis være indrettet så man kan blive boende i den, når man bliver gammel, men de skal samtidig have den plads, vi har brug for som aktive mennesker. Både i den private bolig og i det fælleshus, der danner ramme om fælles aktiviteter.

Hvad er Seniorbofællesskab

Gyldendals store danske encyklopædi definerer bofællesskab for voksne således:

(1. led lat. senior 'ældre', komparativ af senex 'gammel'), oldekolle, bofællesskab for personer over 50 år. Det består af oftest 15-25 selvstændige boliger i form af lejligheder, række- eller klyngehuse med fælleslokaler og -faciliteter. Etablering sker enten som almene boliger, andels- eller ejerboliger, og beboerne er ofte organiseret som gruppe før indflytningen. Ifølge undersøgelser i 1997 ønskede ca. 25% af midaldrende danskere med flytteønske at bo i et seniorbofællesskab.

Realdania har fået Antropologerne til at undersøge fire eksisterende seniorbofællesskaber. Se deres rapport her

Læs mere om Realdania's projekt her